Det første landsdækkende Internet of Things-netværk er udviklet af netværksoperatøren IoT Denmark A/S. Det er lavet i samarbejde med Intego og sikrer blandt andet, at danske virksomheder hurtigt og effektivt kan udnytte de data, de i forvejen har liggende til at optimere deres forretning.

d. 01. 02. 2017
Rolf Sylvester-Hvid
Elektronikfokus

I samarbejde med Intego har IoT Denmark A/S opbygget et landsdækkende, trådløst IoT-netværk, der sikrer, at dataoverførslen mellem forskellige maskiner eller systemer kan ske automatisk. Dataopsamlingen kan effektivisere og optimere et utal af arbejdsgange og produkter.

Der er allerede flere kunder hos IoT Denmark, der har tilkoblet enheder til netværket. Heriblandt en boligforening, der sikrer datadeling mellem alle deres røgalarmer, samt en kommune, der har GPS trackere på deres biler, så de hurtigt kan se, hvilke der er i brug, og hvor de er.

Siden efteråret 2016 har Intego været med til at sikre, at IoT netværket kunne gå i luften i januar måned 2017. Efter en række pilotprojekter, fandt IoT Denmark og Intego frem til den rette løsning, som Integos team har monteret og installeret på 150 sites fordelt i hele landet.
Det landsdækkende trådløse IoT-kommunikationsnetværk er baseret på Sigfox kommunikationsteknologi. Sigfox er et fransk selskab, der er verdens førende udbyder af dedikeret kommunikation til IoT-netværk.

Styrkerne ved at anvende Sigfox til IoT-netværket er, at det er ukompliceret at aktivere enheder på netværket, abonnements-pligten er lav, og netværket har en god rækkevidde. Derudover er det en lavenergi-løsning.

I dag er der registreret over 8 millioner enheder, som er forbundet via Sigfox’ teknologi i 34 lande. Inden for de næste fem år forventes det, at 26 milliarder enheder er forbundet via netværket.