Hvornår skal et nyplantet vejtræ skal vandes, eller hvordan indeklimaet er i en skoleklasse, det kan en ny teknologi hjælpe med at give svaret på.

D. 27.04.2017
Af: Christian Ribergaard
TV2/Bornholm

Midt i Almindingen står en telefonmast. På toppen af den sidder en ud af fire antenner, som har bragt tingenes Internet til landsdelen. En teknologi for fremtiden og for alle.

Ideen med tingenes Internet er, at samle information. Mens internettet, som vi kender det i dag, bruges til f.eks. at søge informationer, spille spil og sende mail, så skal tingenes Internet bruges til at hjælpe os i hverdagen på en anden måde.

Tingenes Internet skal nemlig bruges til at sende informationer fra små sensorer, som f.eks. kan fortælle os om vores fryser er gået i stykker, om pillefyret snart løber tør, eller om et nyplantet vejtræ trænger til at blive vandet.

– Det vil sige, at man kan optimere på, hvornår man skal vande, hvor meget man skal vande og sikre, at den rute der bliver kørt, ikke bliver kørt omsonst, forklarer direktør Daniel Bachmann fra IoT Denmark, som står bag tingenes internet i Danmark.

Data og viden kan føre til effektivisering og det er netop hvad tingenes internet kan levere. En potentiel kunde her på Bornholm er regionskommunen, og her kan man godt se mulighederne.

– Kommunen har som arbejdsgiver en række biler, og det kunne være rart i højere grad, at kunne tracke dem, så vi kan udnytte dem mere fornuftigt, fortæller kommunaldirektør Peter Loft fra Bornholms Regionskommune.

Biler er dog ikke det eneste som masten i Almindingen og dens frænder, kan hjælpe med.
– Affaldsbeholdere, der kunne fortælle, hvornår de skal tømmes. Jeg tror egentlig, at der er massere af ting, og grundlæggende, så synes jeg det passer godt ind i hele den her Bright Green Island-strategi, slutter Peter Loft.